breve, øvelser, stranden, 

noget siver ud af noget. et ophold i det besværlige. wow, så besværligt, besværligt . dette grundvilkår: besværligheden god damN

de forudindtagelser man automatisk gør sig, fordi hjernen, som den lille maskine den er, er skruet sammen sådan; at man hele tiden forsøger at forudsige det næste, for at… være i mindst mulig smerte? er det det? smertereduktion? 

den virker ikke helt præcis nok, den definition, smertereduktionen, 

men altså, okay, noget derhen af

forstå hvorfor man gør som man gør

som hvis selvet var en dragt man hver dag vågner op i, en dragt man så kan betragte sig selv i i spejle

hylsteret – et dukkeagtigt billede

at prøve at forstå ved, insisterende, at sætte sig selv i sit eget sted, og på den måde kalibreres, ikke dissociere. ikke-nægte at forholde sig til det der gør ondt

være med følelsen: det gør ondt

ret stor lettelse at komme hjem. lettende at det er en lettende følelse. som om det er et tegn på generelt mere balance, i det hus jeg bor i; min krop, 

hovedet er skorstenen, ik? eller hvordan er det, er det ørerne? (der hvor røgen kommer ud i hvert fald).

men mest af alt mærker jeg kærligheden, 

som en meget svag og afdæmpet summen i brystet, en form for stivelse i halsen, svælget, dér gråden, 

men også: taknemmeligheden