maj 28, 2025

 For første gang i hvad der føles som lang tid giver jeg mig selv lov til at bare være, være og bare være med mig selv. JEg er langsom da jeg går op ad trapperne i opgangen og mærker gelænderet under min hånd, det formede træ, lakeret og snoet, jeg bare er der, i opgangen, med hånden på gelænderet, langsomt stiger jeg op, 1 trin af gangen. Går i classenshave, ser hvordan det står til her. Alt det grønne er vandet af himlen, flot og vådt, det bare er, og vinden i træerne, lyden af en håndværker der borer… eller sliber? Vinden har fat i noget plastic i et stillads, store ruder af plastic, spændt ud, let flagrende. Håndværkeren banker nu, 

Insekter svirrer. 

Lille åbning i min hud, da jeg skulle låse cyklen op, jeg rev mig, det sveg lidt, men taknemmelig for blodets røde – Passende, tænkte jeg, sådan at se noget af det indre titte frem og ud, blodet, så smukt og skarlagensklart rødt, friskt og noget: blottet

Jeg ønsker mig selv. At bare: mig. Kunne elske herfra. 


En utrolig snurren i fødderne, da jeg tissede efter behandlingen. Aldrig har de snurret sådan, jeg var nødt til at tage fat i dem. Sagde til mig selv: det er okay, det er okay, lige her, lige her


Jeg har hele tiden vidst at der var flere lag af virkeligheden, rundt om og i mig, 

Men jeg har ikke været så direkte i et andet lag før. Måske da jeg var syg, i døsen? Men jeg husker det ikke nu, ikke med hovedet i hvert fald. 


Nu bare. Det


Sikke mine fødder snurrede! 


Og jeg mødte hende: mig selv,

så lille og med spinkle arme, 

skellettet under huden, ribbenene, den flade brystkasse, lysende hår fra hovedet, nyt og dog et dødt materiale fra den levende krop, håret i strå. Dét med at ørerne bliver ved med at vokse livet ud,

og når man er død? Er det sandt. Jeg gider ikke lige google det 


Jung er spændende fordi hAn ikke afviste det mystiske, og fordi han troede på billederne som intelligens, billederne som kommunikation og forbindelse


Jeg ved ikke meget om meget men jeg ved at da jeg var barn og ikke vidste noget vidste jeg det hele, alt det man behøver. I hvert fald alt det man behøver for at blive kunstner,

og også bare: være


En magnetisk fornemmelse, som var der noget i verden der forbandt

Mig til verden. Er det sådan det føles at være sig selv


Jeg er meget ung og gammel, og så fin, så fin
























Her er en skælven, og et lag. Laget er 


Og blir en dag til en anden, eller, bevæger sig mellem, bevæger sig mellem dagen der var og dagen der er og er 


hehe evolution of the rabbit

Ingen kommentarer:

Send en kommentar